Drengen og rotten

Vinden larmer hen over hustagene, fugle og fjer står i ét med opfløjne blade, en mand lukker sit barn ind under jakken, og en dreng lunter forbi med huen ned over ørerne og hænderne godt plantet i lommerne.. "luk mig ud", piber en stemme fra en rist,  dér midt på gaden, og drengen standser, tøvene, vantro, vil gå videre.. "luk mig ud", piber stemmen igen, og han ser til sin forskrækkelse en stor, fed rotte som prøver at slippe igennem ristens gitter.

 "Jeg vil ikke gøre dig ondt, jeg vil bare ud inden jeg drukner i denne rottefælde", piber den videre, og drengen ved ikke hvad han skal stille op med dette afskyelige scenarie, og har mest lyst til at flygte, for hvem i alverden  viser omsorg for en rotte? Lad mig være!", skriger han til rotten og fortsætter hen ad gaden i et hurtigere tempo, føler at han vil koge over af raseri.

 "Du er ikke virkelig!" skriger han, og ser sig tilbage, blot for at se en hånd vifte op ad risten, han løber tilbage og ser ned på et par store øjne. ""Jeg er virkelig", piber stemmen, men nu i en anden version, et andet udseende, et ansigt, et pigeansigt, uskyldigt og magert, så bedende  men stirrende bestemt på ham. "det tror jeg ikke.. for et øjeblik siden.."

 "Luk mig nu ud" beder stemmen og han ved ikke sine gode råd, løfter risten, for blot at se rotten smutte ud mellem hans ben.. Vinden lægger sig og regnen falder hektiskt ned over ham og gør ham tung, og alle bladene lægger sig rundt om ham, orangebrune rester af efterårets palet glimter i vinterens grå..

 Han retter sin krop ud og sætter i spring efter rotten, kaster sig over den som en vildkat, smider rundt med den, en kamp på liv og død.. den er stærk, men han er endnu stærkere, og han smadrer den mod jorden, springer op i et træ, ryster veltilfreds sin krop, sit hår, og gyser..