SkovHedeTur

Lammelse i kroppen, kan ingenting. Hvad skal  jeg gøre, må opretholde kampgejsten, så træder skoene ud til den brede sti langs med skoven, hvor træerne vælter ned fra begge sider. Den er netop så bred at solens stråler kan nå ind og varme mig blidt i nakken.

Og de stedsegrønne skifter ham, de nye skud kogler. så bløde at røre ved. Tænk, at de ved efterårstide vil være knasende hårde. Det dufter godt af alt grønt fra skovbunden, det er godt for næsen, denne udefinerbare lugt af skovliv, duerne kurrer inde i mørket, og atter andre bevingede kvidrer lidt sporadisk sammen. 

Ad kringlede stier vikler spindelvævet sig ind i mit ansigt, og nye brombærgrene kryber hen over jorden; det har de altid gjort, fra den første gang jeg gik her, og sikkert  længe før mig, og skal jeg blive urolig nu hvor der er så stille herinde?  Nej, der er ingen grund til at føle frygt eller afmagt nu.

 Dér er lågen ud til bakkerne, det lille hedeområde på størrelse med et frimærke, - dét som Blicher har beskrevet i så mange af hans noveller - tænker jeg for hundrede og tyvende gang, men det er sandt, og jeg får fornemmelsen hver gang jeg står her, at der må have boet nogen herude, som strikkede strømper. 

Men hvor er lyngen? Jeg synes der forsvinder mere og mere år for år, det er muligvis en sygdom, eller er det kvierne som æder den? Måske er lyng rigtig godt for fordøjelsen.

 Men lærken hænger altid deroppe, du kan ikke se den, men den hænger fra det usynlge loft, jeg kan føle herude.. stilheden og lærken. De har et fællesskab de to, komplementerer hinanden. Hængende fra loftet messer den en nydelig koncert som den eneste lyd ud over de dage hvor vinden synger med, og lærken så trækker sig lidt. - Vi skal jo alle være her - tænker den måske, eller også skal den fodre sine unger.

 Jeg fanger solen igen og bevæger mig afsted, hjemad, gennem skoven, puslen i bladene. måske et egern, men jeg når ikke at se det, men egetræerne er sprunget ud nu, og deres blade er bløde. 
Jeg stryger et blad langs den ene kind, et andet langs den anden.

Ånder skoven ind.. Den healer og har kun gode vibrationer at give af, skoven, en del af det store fællesskab hvor fra vi henter energien. Lille menneske i stor natur, nogen gange stort menneske, kan klare alt, og nogen gange er det lille menneske der bare, og behøver ikke være mere, end dét, der er. 

Jeg forlanger ikke noget. Og afkræves intet. Ud over min tilstedeværelse. Skoven ved det, kloge skov. Den svajer kun med sine grene, når vinden skubber dem i gang. - Man skal ikke anstrenge sig unødvendigt, siger den. Jeg vil lære af dens eksempel. Er jeg god nok? Jeg er god nok, Det er Du også, og I og vi, med alle vores små og store lammelser.