Rosa Rugosa

Jeg har dig i min hånd
med duftens naturlighed
er du parfumen jeg foretrækker
når jeg i det fri, finder dig
nulrer dig
imellem mine fingre.
Næsen snuser
en barndom
med hvin og skrål
og kløpulver
ned af ryggen

BROER

oplevelser starter ét sted og slutter et andet

måske i bevidstheden

eller et sted på jorden

fra dér hvor jeg græd

til der hvor jer lo

fra dér hvor jeg tog fat i livet

til der hvor jeg blev 

forladt. elsket, svigtet

ignoreret

af både venner og fjender

og mig selv

der er konfrontationens friske pust

en aftale om at lade alt ske

følelserne  piskes rundt

rammer lydmur og nervebaner

under den hvide bro

båden vipped' og var vi flygtninge

paranoide evigt ængstelige

dont blame a flame

for its selfdestruction

der var for langt til land

måske

hvis jeg bilder mig ind, her, i tankeeksperimentet

at jeg kan forudsige hvad der vil ske

selvfølgelig kan jeg ikke det

men se nu alligevel

dér hvor vi starter

med fødderne på grund

over broens lette hældning

et overblik så fantastisk;
en bekymring om sammenbrud

varer 

hele vejen over

    Middelfart 2014 unforgetable

SkovHedeTur

Lammelse i kroppen, kan ingenting. Hvad skal  jeg gøre, må opretholde kampgejsten, så træder skoene ud til den brede sti langs med skoven, hvor træerne vælter ned fra begge sider. Den er netop så bred at solens stråler kan nå ind og varme mig blidt i nakken.

Og de stedsegrønne skifter ham, de nye skud kogler. så bløde at røre ved. Tænk, at de ved efterårstide vil være knasende hårde. Det dufter godt af alt grønt fra skovbunden, det er godt for næsen, denne udefinerbare lugt af skovliv, duerne kurrer inde i mørket, og atter andre bevingede kvidrer lidt sporadisk sammen. 

Ad kringlede stier vikler spindelvævet sig ind i mit ansigt, og nye brombærgrene kryber hen over jorden; det har de altid gjort, fra den første gang jeg gik her, og sikkert  længe før mig, og skal jeg blive urolig nu hvor der er så stille herinde?  Nej, der er ingen grund til at føle frygt eller afmagt nu.

 Dér er lågen ud til bakkerne, det lille hedeområde på størrelse med et frimærke, - dét som Blicher har beskrevet i så mange af hans noveller - tænker jeg for hundrede og tyvende gang, men det er sandt, og jeg får fornemmelsen hver gang jeg står her, at der må have boet nogen herude, som strikkede strømper. 

Men hvor er lyngen? Jeg synes der forsvinder mere og mere år for år, det er muligvis en sygdom, eller er det kvierne som æder den? Måske er lyng rigtig godt for fordøjelsen.

 Men lærken hænger altid deroppe, du kan ikke se den, men den hænger fra det usynlge loft, jeg kan føle herude.. stilheden og lærken. De har et fællesskab de to, komplementerer hinanden. Hængende fra loftet messer den en nydelig koncert som den eneste lyd ud over de dage hvor vinden synger med, og lærken så trækker sig lidt. - Vi skal jo alle være her - tænker den måske, eller også skal den fodre sine unger.

 Jeg fanger solen igen og bevæger mig afsted, hjemad, gennem skoven, puslen i bladene. måske et egern, men jeg når ikke at se det, men egetræerne er sprunget ud nu, og deres blade er bløde. 
Jeg stryger et blad langs den ene kind, et andet langs den anden.

Ånder skoven ind.. Den healer og har kun gode vibrationer at give af, skoven, en del af det store fællesskab hvor fra vi henter energien. Lille menneske i stor natur, nogen gange stort menneske, kan klare alt, og nogen gange er det lille menneske der bare, og behøver ikke være mere, end dét, der er. 

Jeg forlanger ikke noget. Og afkræves intet. Ud over min tilstedeværelse. Skoven ved det, kloge skov. Den svajer kun med sine grene, når vinden skubber dem i gang. - Man skal ikke anstrenge sig unødvendigt, siger den. Jeg vil lære af dens eksempel. Er jeg god nok? Jeg er god nok, Det er Du også, og I og vi, med alle vores små og store lammelser.

forever you kill me

forever you wake me

to live again 

with

unpromised uncertain life

in your mercy,

love

Twilights challenge

So now you look for someone

to replace me in the dusk of Thursday's night

Yet, better before twilights clearings

I swear you'll hear me howl 

when the moon invites you to fight

And dead are all the demons and my feelings

Then go and take the challenge

I offer you my dear

As long as your desire still burns

But if you feel that passion

runs out and disappears

I'll rather live my life among the worms

Thursday,7.3. 2014

Drengen og rotten

Vinden larmer hen over hustagene, fugle og fjer står i ét med opfløjne blade, en mand lukker sit barn ind under jakken, og en dreng lunter forbi med huen ned over ørerne og hænderne godt plantet i lommerne.. "luk mig ud", piber en stemme fra en rist,  dér midt på gaden, og drengen standser, tøvene, vantro, vil gå videre.. "luk mig ud", piber stemmen igen, og han ser til sin forskrækkelse en stor, fed rotte som prøver at slippe igennem ristens gitter.

 "Jeg vil ikke gøre dig ondt, jeg vil bare ud inden jeg drukner i denne rottefælde", piber den videre, og drengen ved ikke hvad han skal stille op med dette afskyelige scenarie, og har mest lyst til at flygte, for hvem i alverden  viser omsorg for en rotte? Lad mig være!", skriger han til rotten og fortsætter hen ad gaden i et hurtigere tempo, føler at han vil koge over af raseri.

 "Du er ikke virkelig!" skriger han, og ser sig tilbage, blot for at se en hånd vifte op ad risten, han løber tilbage og ser ned på et par store øjne. ""Jeg er virkelig", piber stemmen, men nu i en anden version, et andet udseende, et ansigt, et pigeansigt, uskyldigt og magert, så bedende  men stirrende bestemt på ham. "det tror jeg ikke.. for et øjeblik siden.."

 "Luk mig nu ud" beder stemmen og han ved ikke sine gode råd, løfter risten, for blot at se rotten smutte ud mellem hans ben.. Vinden lægger sig og regnen falder hektiskt ned over ham og gør ham tung, og alle bladene lægger sig rundt om ham, orangebrune rester af efterårets palet glimter i vinterens grå..

 Han retter sin krop ud og sætter i spring efter rotten, kaster sig over den som en vildkat, smider rundt med den, en kamp på liv og død.. den er stærk, men han er endnu stærkere, og han smadrer den mod jorden, springer op i et træ, ryster veltilfreds sin krop, sit hår, og gyser..

opløsning

jeg kan evaluere

forgæves

uden mening

slå hovedet ind i muren

reparere det

fysisk

og kunstigt

kravle op ad bjerget

trille ned

bevæge mig

uden at blive

bevæget

jeg kan græde

over dét som er

og dét som var

over spildt mælk og

brændte broer

jeg kan opløses

forsvinde for altid

blive ét med mig selv

og hele universet

fordampe

falde

som regndråbe

være i solens stråler

før aften