Den fyrige fyr og den iltre høne

Den iltre høne var mageløs

og ledte derfor efter en mage

der var bejlere nok som bejlede løs,

så hun kunne ikke klage

Hun hvirvlede rundt i en mystisk dans

så fødder og gulv stod i flammer

Solen skinned´ i al sin glans

og fyren kom ud af sit kammer

Han fløjtede: "Wit-wit", og "kykeliky.."

begyndte så at bage,

på hønen med bryst og en ende så fin,

- hvordan sku´ han holde sig tilbage?

På jorden fandt han en hønsering

og satte den på hendes ben

af hønen fik han ingenting -

jo, af kærlighed, gav hun ham sin

De dansede alle nætterne væk,

kun dagene blev tilbage

Fra mosen lød frøens misundelige kvæk:

"Hvornår  kommer prinsessen? Oh, klage!"

Billdede: Michael Z. Bonnesen

forsoning

forsoning

du ved det godt og du ved det ikke, du ved alt og intet, er fyldt med den dybeste ro og den værste rastløshed, du elsker den ene og hader den anden, men alligevel er den ene et drive til at nå det andet sted hen, så du kan ikke undvære nogen af dem, men lære, at forsone dig med livets og sindets forskelligheder, det er måske dét der er kunsten at kunne arbejde hen i mod, en forsoning, der gør tilværelsen ikke kun tålelig, men også fantastisk at være i?

skyggesider, solsider, jing og jang - symbolet for altings iboende dualitet.. tilintetgørelse, næring, udvikling, begrænsning, kærlighed og had.. der er ikke noget nyt under solen, i skyggen, men der er altid nye generationer der kan tænke over det, bøvles, digte, male og skrive musik om det, reagere på det, slå ud eller gemme sig.... hvad er vores opgaver? hvad skal de gamle gøre? kan de selv forsone sig med deres "iboende dualitet" eller går de rundt som raslende, rastløse skeletter?

den utålmodige:

jeg vil så gerne forsoningen.

vejen er så lang.

måske er jeg død før jeg når derhen.

den tålmodige:

jeg vil gerne forsoningen

jeg er hele tiden på vej

og lever med opgaven til jeg dør

Katzen Geschichte

Jeg

er

mig

melodramatisk

spankulerende

ad

tagrygge

ser
jeg

dig

dér

på

tagryggen

over

for.

Så

er

det

vel

nu,

jeg

skal
springe?

Eller..
vende
på 
en
tagryg
og 
gå 
ad 
de 
stier
der
genkendeligt
hilser
på
min 
ensomhed?

Spinat?

Jeg sværger til naturens egne produkter,

men så må jeg også tage med, at de lugter.

Således her forleden dag, jeg rørte lidt Henna med te.

Teen, har jeg hørt, sku' få farven, til at hænge bedre ve'.

Så Henna blev omrørt, ikke omrystet,

men det faldt mig nu alligevel lidt for brystet,

at det lugtede ligesom spinat, og konsistensen, ligeså..

Ja, det lignede hakket grønt, med ekstra fløde på!

Jeg tænkte: - Tør jeg putte det i håret, hvad vil det gi' for en farve?

Som flødestuvet spinat? Fy føj, for en laber larve!

Men - gudskelov - for et udfald, det kan jeg vist godt være bekendt..

Der blev ikke behov for nødkald, som i kan se, blev det ikke grønt!

Henna et farvestof udvundet af hennabusken (Lawsonia inermis) af Kattehale-familien. Det bruges hovedsageligt til farvning af hår, samt til rituelle kropsudsmykninger. (Fra Wikipedia, den frie encyklopæd )

Forårssansning

Der er så smukt i forårsstunden

alting vokser op fra bunden

Mælkebøtte, tusindfryd

fryder øjet med sin glød

Duften af magnolia

blandes med en kirsebær

Langsomt springer egen ud

snart står hele skoven brud..

Naturens skønhed overgår

alt, hvad sanserne forstår

Forår, 2009

Vrøvlespørgehjørnet

Skal man slå eller elske anarkister?

Skal man spise halal eller medister?

Skal man tage munden ud af ordet på en minister?

Må man gå klatøjet gennem natten?

Må man være svag og falde til patten?

Må man bedrage og snyde skatten?

Kan man stå med en fod på hver side?

Kan man balancere dér uden at glide?

Kan man få svar på de ting, man ikke vil vide?

Osv...

Origo

skrøbeligehd og fandenivoldskhed
udspringer af den kilde
mistro og tillid næres af

et ophav til utallige dilemmaer
som beskrevet i
romaner, dramaer, digte - og sygejournaler:

det ene øjeblik synes du dig elsket, det næste svigtet

une affaire florissante

du kan godt sige nej til en dans med din tante
men sig aldrig nej til une affaire florissante!

Omvendte fortegn

Jeg troede at vinteren var forbi, men mærker en isnende kulde i min ensomhed

Jeg så mig selv som frygtløs, men ængstes som et dådyrkid

Jeg mente at jeg var usårlig, men såres til hudløshed

Er det forårsaget af bekendtskabet med døden..?

Jeg kravler op af jorden, knuger mig fast til dens overflade,

tør ikke slippe taget.
- Hvem ved om tyngdeloven er blevet ophævet, i mellemtiden?

Om venskabet

De gamle grækere satte venskabet højere end kærligheden.

- Eller var venskabet i sig selv den ultimative, ægte kærlighed,hvor teser kunne

brydes i små bitte stykker, vendes og drejes til ukendelighed, modstilles, erkendes, 

godtages, omskrives.. men aldrig negligeres?

Ved en negligering (ignorering)  vil venskabet ophæve sig selv, hver og en gå til sit eget, sådan som
man også ofte ser det ske i parforholdet.

Når man indleder et venskab, kan man jo håbe på at det vil holde så længe at man
kan nå at gøre fælles brug af det. 

Kanter

de skal ha' et møde, for pokker

i bare tæer

der er bare et lille afstandsproblem

fra udkant til indkant

skal man finde sin pendant

for pokker

der hvor kragerne vender

vil man vide, om det har substans på distancen

for det er svært at finde balancen

når man lever i frihed

Brændt af

Du brænder mig af

hver eneste dag,

jeg føler mig lidt

i en klemme.

Du brænder mig af

hver eneste dag,

skønt det er hos dig,

jeg har hjemme!

Du brænder mig af

hver eneste dag,

og det kan ikke

gå stærkt nok.

Du brænder mig af  

hver eneste dag,

jeg - er Karry -

i din - thaiwok!

                           © Marianne Harbo            

Jens i Grønnegade

Jens i Grønnegade

spiser æbler

mens han ævler

om at gi’

den frække dreng

i nummer ni

”et par flade”

Drengen hedder Peter

Han knejser

mens han hejser

Jens´ sko

op i en flagstang

begge to

mindst 400 meter

- Kan du la’ være!

Dit skarn,

frække barn

vær nu vaks

hejs dem ned

lige straks

og gå i fred, ”du kære”!

Men Peter er i humør

Om det ham rører

hvad han hører

binder snoren

stikker af

hjem til moren,

hvor han straks gør honnør

Moren er en høne

- Smør en klemme,

jeg er hjemme.

Hun spør’ til skoen,

hvon’ det går -

Nej, til skolen:

- Er du artig, eller er det blot en skrøne?

©Marianne Harbo 2013

Om digtet "Blikket"

I den arabiske klassiske lyrik og musik er der mange gentagelser. Med gentagelsen øges intensiteten.  Den form har jeg til dels "lånt" til nedenstående digt. Jeg arbejder på melodi og arrangement, og til den tid vil det være ganske tydeligt, hvordan gentagelsen spiller ind.
En anden ting som jeg synes kendetegner arabisk lyrik er den dvælen i ordet, der er ikke det store hastværk.

Jeg håber at i vil nyde dette digt, og kan forestille jer musikken..

( Man kan f.eks. gå på YouTube og finde  Um (Om) Kalthoum (Kalzom) - det staves lidt forskelligt - og skrive "lyric", der vil så dukke engelske tekster op på nogle af hendes sange).

Blikket - platonisk idioti

( Ud af sjælens uudgrundelige land 

et splitsekund er blikket vendt

mod noget ubekendt og kendt
 og lader som om at det aldrig er hændt ).

Dine øjne

Danser fandango

Med min sjæl

Dine øjne transformerer

Amors pil

Til en pæl

Dine øjne

Hypnotiserer

Med magnetisk kraft

Sådanne øjne

I mit liv

Har jeg aldrig haft

Må jeg låne

Dine øjne

For et øjeblik

Blot for at mærke

Hjertets stærke

Uudholdelige stik

Må jeg rive

Æblet ud

Og kysse det igen

Returnere det

Bekysset

Forbliv min ven

Må jeg beholde

Denne lykke

I et lille sekund

Øjeblikkets

Smykke smedet

En kølig morgenstund

Tankens

Hjertebanken

En hvirvelvind

Forvandlingens

Forankring

I mit spraglede sind

Husker det blik

Fra dine øjnes

Morgenlys

Et lille stik

En sidste brik

Et kuldegys

Vil ikke forstyrre

Bringe furore

I dit stille liv

Men må bedyre

Du berører mig

Med Amors kniv

Send mig bort

Smid mig på porten

Fang mig i dit net

Bring mig til kort

Udløs en torden

Sæt mig mat på dit bræt

Helt fortroligt..

Er det muligt..

Når jeg kigger forbi

For fortsat

Venskabs skyld:

Luk dine smukke øjne i!

©Marianne Harbo

Til den ængstelige

Det land du bor i

den jord du gror i

den vind som bærer dig

den hånd som rækkes dig

det smil du møder

det smil det afføder

sletter det du frygter

bringer nye frugter

liv er forandring

kærlig forvandling

intet er givet

uvished er livet

En omvandrende lyrespillers vise om Tycho Brahe - en versfortælling

Meget er sket,

siden Luther bankede nye beskeder

på bispens dør, så bispen blev ør,

og udsendte eder...

Ja, nu skal vi ikke mere skrifte,

men lære Katekismus fra Luthers hæfte

Det siges at vi gerne må bede på dansk,

i stedet for dèt der udenlandsk-spansk

En tilskuer bryder ind:

 - Nej hør hov, du kære lyrespiller, det var nu latin..

Lyrespilleren: - Latin, den er fin,

bring du mig hellere et mål brændevin,

for min stemme er hæs,

og min hals den brænder,

således, at ordene hyppigt forsvinder!

Tycho Brahe blev født som adelsmand,

på stjernerne har han dog mere forstand

Adelen fnyser og kirken hvæser

Ved Guder, hvem ved,

hvorhen vinden blæser?

Adelstanden er ikke så stor,

Men praler af aner og arvet jord

Tycho var ikke til adelens liv,

Det syntes for ham, som tidsfordriv

I stjernebilledet Cassiopeia,

så han en Stella nova.

Efter megen intens observation,

udsagde han denne manifeststation:

”Erfaring går forud for tradition!”.      ×    

”Stjernerne befinder sig langt over månen!” ×

Hør borger og adels sukken og dånen;

Ja, kvinderne frygter for hvilke varsler,

den nye stjerne barsler

Og kirken, som synes at vide alt,

må jo erkende, groft fortalt;

at der er mere mellem himmel og jord,

end selv en kirkemand tror..

× ”Empiri går forud for tradition”; fra udgivelsen De Nova Stella, 1573

© Marianne Harbo 2010

Den ekstra forpligtende detalje

Eftersom at vi har fået det mere med end dyrene, den ekstra lille detalje der ligger i hjernen, nemlig evnen til at tænke og tale, hvis man kan sætte den under samme paraply, (ellers må man sige evnerne til at tænke og tale), om det så er noget vi tager for naturgiven eller ser det som en guddommelig gave er sådan set ligegyldigt, evnerne er der.

Det der ikke er ligegyldigt er selvfølgelig hvordan vi bruger disse evner, og hvor vidt vi føler os forpligtede til at bruge dem til at fremkalde reaktion, provokation samtale og uenighed, men også kærlighed i ordets "kosmiske" forstand, i rum hvor tanker kan deles i tryghed.

Bevidstheden om hvor vidt vi er indadvendte, rettet mod en bestemt befolkningsgruppe vi kan identificere os med, eller selv samme bevidsthed om at vi er udadvendte og prøver at favne en bredere befolkningsgruppe, også i provokationen, i den samtale eller det vers som skal rykke ved noget i den anden. Man kan altid foretage en form for tese / antitese på sit materiale, netop for at overraske og bryde barrierer ned, i sidste ende mest hos sig selv.

Kliprende klaprende

Jeg hørte en hest

som kom

kliprende klaprende

kliprende klaprende

forbi mit vindu

jeg kiggede ud

men så ingen hest

kun en brud

som kom

kliprende klaprende

kliprende klaprende

forbi mit vindu

i sit skrud

  

©Marianne Harbo 2012

Paradoksale forbindelser

-Ordbogsdigt  om de to køn

Vore verdener er inkommensurable

Mentaliteterne inkompatible

besiddende en vis inkompetence

og en mængde inkonsekvens

Alligevel er vi formidable

Affiniteterne plausible

besiddende en vis kadence

berettiges deres eksistens

©Marianne Harbo 2011