tirsdag den 30. april 2013

Brændt af




Du brænder mig af
hver eneste dag,
jeg føler mig lidt
i en klemme.

Du brænder mig af
hver eneste dag,
skønt det er hos dig,
jeg har hjemme!

Du brænder mig af
hver eneste dag,
og det kan ikke
gå stærkt nok.

Du brænder mig af  
hver eneste dag,
jeg - er Karry -
i din - thaiwok!





                           © Marianne Harbo            







Jens i Grønnegade


Jens i Grønnegade
spiser æbler
mens han ævler
om at gi’
den frække dreng
i nummer ni
”et par flade”

Drengen hedder Peter
Han knejser
mens han hejser
Jens´ sko
op i en flagstang
begge to
mindst 400 meter

- Kan du la’ være!
Dit skarn,
frække barn
vær nu vaks
hejs dem ned
lige straks
og gå i fred, ”du kære”!

Men Peter er i humør
Om det ham rører
hvad han hører
binder snoren
stikker af
hjem til moren,
hvor han straks gør honnør

Moren er en høne
- Smør en klemme,
jeg er hjemme.
Hun spør’ til skoen,
hvon’ det går -
Nej, til skolen:
- Er du artig, eller er det blot en skrøne?



©Marianne Harbo 2013







søndag den 28. april 2013

Om digtet "Blikket"

I den arabiske klassiske lyrik og musik er der mange gentagelser. Med gentagelsen øges intensiteten.  Den form har jeg til dels "lånt" til nedenstående digt. Jeg arbejder på melodi og arrangement, og til den tid vil det være ganske tydeligt, hvordan gentagelsen spiller ind.
En anden ting som jeg synes kendetegner arabisk lyrik er den dvælen i ordet, der er ikke det store hastværk.

Jeg håber at i vil nyde dette digt, og kan forestille jer musikken..

( Man kan f.eks. gå på YouTube og finde  Um (Om) Kalthoum (Kalzom) - det staves lidt forskelligt - og skrive "lyric", der vil så dukke engelske tekster op på nogle af hendes sange).

Blikket - platonisk idioti


( Ud af sjælens uudgrundelige land 
et splitsekund er blikket vendt
mod noget ubekendt og kendt
 og lader som om at det aldrig er hændt ).

Dine øjne
Danser fandango
Med min sjæl

Dine øjne transformerer
Amors pil
Til en pæl

Dine øjne
Hypnotiserer
Med magnetisk kraft

Sådanne øjne
I mit liv
Har jeg aldrig haft

Må jeg låne
Dine øjne
For et øjeblik

Blot for at mærke
Hjertets stærke
Uudholdelige stik

Må jeg rive
Æblet ud
Og kysse det igen

Returnere det
Bekysset
Forbliv min ven

Må jeg beholde
Denne lykke
I et lille sekund

Øjeblikkets
Smykke smedet
En kølig morgenstund


Tankens
Hjertebanken
En hvirvelvind

Forvandlingens
Forankring
I mit spraglede sind

Husker det blik
Fra dine øjnes
Morgenlys

Et lille stik
En sidste brik
Et kuldegys

Vil ikke forstyrre
Bringe furore
I dit stille liv

Men må bedyre
Du berører mig
Med Amors kniv

Send mig bort
Smid mig på porten
Fang mig i dit net

Bring mig til kort
Udløs en torden
Sæt mig mat på dit bræt

Helt fortroligt..
Er det muligt..
Når jeg kigger forbi

For fortsat
Venskabs skyld:
Luk dine smukke øjne i!



©Marianne Harbo

Til den ængstelige


Det land du bor i
den jord du gror i

den vind som bærer dig
den hånd som rækkes dig

det smil du møder
det smil det afføder

sletter det du frygter
bringer nye frugter

liv er forandring
kærlig forvandling

intet er givet
uvished er livet

lørdag den 27. april 2013

En omvandrende lyrespillers vise om Tycho Brahe - en versfortælling

Meget er sket,
siden Luther bankede nye beskeder
på bispens dør, så bispen blev ør,
og udsendte eder...

Ja, nu skal vi ikke mere skrifte,
men lære Katekismus fra Luthers hæfte
Det siges at vi gerne må bede på dansk,
i stedet for dèt der udenlandsk-spansk

En tilskuer bryder ind:

 - Nej hør hov, du kære lyrespiller, det var nu latin..
Lyrespilleren: - Latin, den er fin,
bring du mig hellere et mål brændevin,
for min stemme er hæs,
og min hals den brænder,
således, at ordene hyppigt forsvinder!

Tycho Brahe blev født som adelsmand,
på stjernerne har han dog mere forstand
Adelen fnyser og kirken hvæser
Ved Guder, hvem ved,
hvorhen vinden blæser?

Adelstanden er ikke så stor,
Men praler af aner og arvet jord
Tycho var ikke til adelens liv,
Det syntes for ham, som tidsfordriv

I stjernebilledet Cassiopeia,
så han en Stella nova.
Efter megen intens observation,
udsagde han denne manifeststation:

”Erfaring går forud for tradition!”.      ×    

”Stjernerne befinder sig langt over månen!” ×
Hør borger og adels sukken og dånen;
Ja, kvinderne frygter for hvilke varsler,
den nye stjerne barsler

Og kirken, som synes at vide alt,
må jo erkende, groft fortalt;
at der er mere mellem himmel og jord,
end selv en kirkemand tror..


× ”Empiri går forud for tradition”; fra udgivelsen De Nova Stella, 1573


© Marianne Harbo 2010

Den ekstra forpligtende detalje


Eftersom at vi har fået det mere med end dyrene, den ekstra lille detalje der ligger i hjernen, nemlig evnen til at tænke og tale, hvis man kan sætte den under samme paraply, (ellers må man sige evnerne til at tænke og tale), om det så er noget vi tager for naturgiven eller ser det som en guddommelig gave er sådan set ligegyldigt, evnerne er der.

Det der ikke er ligegyldigt er selvfølgelig hvordan vi bruger disse evner, og hvor vidt vi føler os forpligtede til at bruge dem til at fremkalde reaktion, provokation samtale og uenighed, men også kærlighed i ordets "kosmiske" forstand, i rum hvor tanker kan deles i tryghed.

Bevidstheden om hvor vidt vi er indadvendte, rettet mod en bestemt befolkningsgruppe vi kan identificere os med, eller selv samme bevidsthed om at vi er udadvendte og prøver at favne en bredere befolkningsgruppe, også i provokationen, i den samtale eller det vers som skal rykke ved noget i den anden. Man kan altid foretage en form for tese / antitese på sit materiale, netop for at overraske og bryde barrierer ned, i sidste ende mest hos sig selv.

mandag den 22. april 2013

Kliprende klaprende



Jeg hørte en hest
som kom
kliprende klaprende
kliprende klaprende
forbi mit vindu
jeg kiggede ud
men så ingen hest
kun en brud
som kom
kliprende klaprende
kliprende klaprende
forbi mit vindu
i sit skrud
  
©Marianne Harbo 2012

Paradoksale forbindelser

-Ordbogsdigt  om de to køn


Vore verdener er inkommensurable
Mentaliteterne inkompatible
besiddende en vis inkompetence
og en mængde inkonsekvens

Alligevel er vi formidable
Affiniteterne plausible
besiddende en vis kadence
berettiges deres eksistens



©Marianne Harbo 2011